Nyt lys på de ressourcer, vi allerede har

Annonce – Dato 2 okt 2026

Signifys bæredygtighedsstrategi, Signify Circle, er blandt andet omsat til et repair & upgrade-serviceværksted og nyt liv til ældre lamper i Tuborg Havn.

Et ældre armatur behøver ikke ende som affald, blot fordi teknologien indeni er blevet forældet. Driver, LED-board og andre tekniske komponenter kan udskiftes og opgraderes, mens selve armaturhuset og dermed en stor del af materialemassen bevares.

Jo mere vi levetidsforlænger, des mindre bliver behovet for at producere nyt. Dette synes at være den centrale tanke i Signify Circle, som samler belysningsvirksomhedens arbejde med blandt andet ressourceanvendelse, genanvendte materialer, energieffektivitet og fornyet levetid.

”Vi har arbejdet strategisk med bæredygtighed i omkring ti år og tænker meget konkret på området. Det gør sig gældende, når vi designer nye armaturer, når vi udvælger materialer, når vi genanvender, og når vi opgraderer ældre installationer med forlænget levetid for øje,” fortæller Charlotte Krogh, Sales Manager Public, Sustainability Advisor hos Signify i Danmark.

Armaturer skal designes til et længere liv

Signify anvender blandt andet genanvendte materialer og arbejder med alternativer til traditionel fossilbaseret plast. Et eksempel er Københavnerarmaturet, som fremstilles af biomasse baseret på restprodukter fra sydamerikanske sukkerrør.

Her anvendes ethanol fremstillet af restprodukter fra sukkerproduktionen som råvare til polyethylen. Dermed kan den olie, der normalt anvendes som råvare ved fremstilling af plast, erstattes med en biobaseret råvare. Ifølge Signifys EPD har materialet 50 procent lavere klimaaftryk, selvom det transporteres fra Sydamerika.

Men levetiden afhænger ikke kun af materialerne. Konstruktionen skal også gøre det muligt at reparere armaturet.

Tidligere blev armaturer ofte udviklet efter et sealed for life-princip med f.eks. en forventet levetid på 70.000 timer, hvorefter de blev kasseret. Problemet opstår, hvis en relativt lille elektronisk komponent som en driver står af længe før resten af armaturet, da det er vanskeligt at udskifte smådele i et armatur, som ikke er opbygget i moduler.

”Vi vil gerne væk fra, at man kasserer et helt armatur, fordi en lille komponent er defekt. Derfor arbejder vi nu mere modulært og med åbent design af vores armaturer, så f.eks. driveren på en gadelampe nemt kan udskiftes fra liften af dem, der vedligeholder og drifter lysanlægget. Den nye driver kan programmeres med de samme indstillinger som den gamle, så armaturets hidtidige funktion og styring bevares. Man udskifter altså kun den defekte elektronik og lader resten af armaturet fortsætte sit lange liv,” forklarer Charlotte Krogh.

Samtidig har energiforbruget stor betydning for armaturets samlede klimaaftryk. Professionel belysning kan have mange årlige brændtimer, og Signify arbejder derfor løbende med mere energieffektive LED- og driverplatforme, der leverer det nødvendige lys ved brug af færre watt.

Når det gamle armatur får ny indmad

I foråret 2026 lancerede Signify sin repair & upgrade-service på virksomhedens danske armaturfabrik i Hedehusene.

Her kan eksisterende Signify-armaturer blive diagnosticeret, rengjort, repareret og teknologisk opgraderet. Armaturhuset og andre dele bevares, mens den teknologiske indmad udskiftes efter behov. Der kan f.eks. monteres nye LED-boards og drivere samt ny styring, så armaturerne kan kommunikere med moderne belysningssystemer.

Dermed reduceres materialeforbruget sammenlignet med produktionen af helt nye armaturer. Samtidig får det opgraderede armatur fortsat CE-mærkning og en ny garantiperiode.

”En del af de tidlige LED-armaturer fra omkring 2008 og 2009 kommer ind til os nu. LED-teknologien dengang var ret ny, men selve armaturerne kan sagtens have mange gode år tilbage. Derfor genbruger vi det, der fortsat fungerer, og opgraderer den teknologiske del til den energieffektivitet, vi kan levere i dag,” fortæller Charlotte Krogh.

80 armaturer får nyt liv i Tuborg Havn

Signify arbejder også efter denne model i Tuborg Havn i øjeblikket, hvor omkring 80 karakteristiske Helios-armaturer enten skulle kasseres eller moderniseres.

De smukke armaturer er en markant del af områdets visuelle identitet. Frem for at erstatte dem valgte man derfor at undersøge, om de eksisterende armaturer kunne bevares.

Løsningen blev en gennemgribende opgradering. Armaturerne tages ned i portioner på omkring 20 stykker og køres til fabrikken, hvor de rengøres, forsynes med nye dioder, transparent bowle og nyt tag. Ved at udskifte den ældre lyskilde og elektronik med ny reduceres effektforbruget fra 115 watt til omkring 32 watt, vel at mærke uden at påvirke belysningskvaliteten.

Om Signify

Signify er global markedsleder inden for belysning til professionelle og forbrugere. Virksomheden står blandt andet bag Philips, Philips Hue, Signify Interact, Signify Dynalite og Color Kinetics. Virksomheden har omkring 27.000 medarbejdere fordelt på 70 markeder.

Læs mere