Annonce – Dato 2 okt 2026
Med naturligt CO2 som kølemiddel reducerer den aarhusianske producent klimaaftrykket og fremtidssikrer sine løsninger.

Når byggeriets klimaaftryk skal reduceres, er det ikke kun energiforbrug, materialer og transport, der tæller. Også valget af kølemiddel i bygningernes tekniske installationer kan have stor betydning.
Det har fået den aarhusianske producent Unic Air til at træffe en konsekvent beslutning. Fra 1. januar 2026 – et år før nye EU-lovkrav for området træder i kraft – har virksomheden helt udfaset brugen af syntetiske kølemidler i sine avancerede køleaggregater.
”For os gav det ganske enkelt ikke mening at blive ved med at tilbyde de miljøbelastende syntetiske kølemidler. Vi har allerede mange års erfaring med CO2 som kølemiddel, så derfor valgte vi at tage konsekvensen og udfase de syntetiske og stærkt klimabelastende kølemidler helt,” fortæller Henrik Hejlemann Jensen, direktør hos Unic Air.


Det lyder paradoksalt.
Hvorfor bruge netop CO2 som kølemiddel, når en væsentlig del af den grønne omstilling netop handler om at begrænse udledningen af CO2?
Forklaringen findes i kølemidlernes såkaldte GWP-værdi – Global Warming Potential – som angiver et stofs påvirkning af den globale opvarmning. CO2 har per definition en GWP på 1. Til sammenligning har f.eks. det syntetiske kølemiddel R407C en GWP på 1.774. Ét kilo R407C, der slipper ud i atmosfæren, har dermed samme klimaeffekt som 1.774 kilo CO2.
”Det kan umiddelbart virke ulogisk at vælge CO2 som kølemiddel for at reducere klimapåvirkningen, men vi genanvender den CO2, som allerede er i kredsløb. Og ser man på GWP-værdien, er forskellen betydelig. Nogle af de traditionelle syntetiske kølemidler påvirker den globale opvarmning mange hundrede eller tusinde gange mere end den samme mængde CO2,” forklarer Henrik Hejlemann Jensen.
Beslutningen om helt at udfase syntetiske kølemidler er ikke truffet fra den ene dag til den anden. Unic Air har gennem de sidste knap 10 år solgt og løbende videreudviklet virksomhedens CO2-afkølede BLUE-aggregater, der køler og regulerer indeklimaet i supermarkeder, fastfoodrestauranter, shoppingcentre og kontorbygninger.
EU's nye F-gasforordning skærper fra 1. januar 2027 kravene til brugen af fluorholdige kølemidler i blandt andet stationære klimaanlæg. For en række selvstændige anlæg bliver det som udgangspunkt forbudt at markedsføre nye produkter med kølemidler med et GWP på 150 eller derover.
Unic Air har som nævnt valgt at være på forkant med den nye lovgivning og leverer udelukkende CO2-kølede aggregater med et GWP på 1.
”Vi står et helt andet sted, end hvis vi først nu skulle begynde at udvikle løsninger med CO2. Vi har arbejdet med teknologien i mange år, og vores BLUE-aggregater er løbende blevet udviklet og gennemtestet,” fortæller Henrik Hejlemann Jensen.


Hos Unic Air oplever man samtidig en ændring i den måde, køling bliver tænkt ind i byggeprojekterne. Virksomheden oplever allerede nu, at bygherrer og rådgivere stiller krav om kølemidler med stærkt reduceret GWP-værdi.
”Det er tydeligt, at rådgivere og bygherrer i stigende grad forholder sig til kølemidlet allerede i den indledende fase af et projekt. Det er positivt, for jo tidligere man træffer de valg, desto bedre mulighed har man for at tænke klima og fremtidssikring ind i den samlede løsning. Hidtil har ”billigst muligt” nok været mantraet, så det er meget positivt, at prioriteringerne bevæger sig,” fortæller Henrik Hejlemann Jensen.

Unic Air er specialiseret i at udvikle og producere energieffektive aggregatløsninger til både komfort- og industriventilation. Virksomheden blev etableret i 2008 og beskæftiger i dag ti medarbejdere på kontoret i Aarhus. Derudover har Unic Air egne elektrikere og kølemontører på fabrikken i Hørning.
I 2026 har Unic Air opnået den internationale ATMO-godkendelse, som er et branchelabel for producenter af systemer baseret på naturlige kølemidler.