Et samarbejde mellem pihlmann architects ved arkitekt MAA Søren Pihlmann og postdoc ved Københavns Universitet Julian Christ. Projektet skaber udgangspunkt for implementeringen af et innovativt kompositmateriale, baseret udelukkende på biobaserede restprodukter: græsfibre og lignin.
Der arbejdes politisk for en markant øget produktion af græs i Danmark, og der er afsat 260 millioner kroner til bioraffinering af grønne proteiner – primært græs. Som dækningsafgrøde og i sædskifte er græs effektivt til at binde kvælstof, forhindre udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet og lagre kulstof i jorden.
Både græsfibre og lignin er restprodukter fra eksisterende produktioner – henholdsvis græsprotein til foder og papirmasse. Når græsprotein udvindes, står man tilbage med store mængder græsfibre som biprodukt. Lignin findes i træ og adskilles under papirfremstilling. Det ophobes som et biprodukt, der ofte afbrændes.
Biokomposit af lignin og græs er let komposterbart og fri for afgasning af giftige stoffer. På sigt kan materialet erstatte konventionelle pladeprodukter som spånplader, OSB-plader, krydsfiner, MDF og HDF, som ofte indeholder formaldehyd og syntetiske limtyper, der afgiver skadelige VOC-gasser.
Lignin er en naturlig polymer, som giver træ sin styrke. Det er modstandsdygtigt over for fugt, råd, svamp, UV-nedbrydning og virker desuden brandhæmmende. Fremtidige studier undersøger, om disse egenskaber kan overføres til det nye biokomposit.