Avanceret søgning

Præfabrikerede bygninger (18.)

Elementhuse og systemhuse er opbygget af præfabrikerede elementer, der samlet udgør en fuldt færdig bygning klar til brug.Fundering, etagedæk, gulve, ydervægge, skillevægge, døre og vinduer, lofter, tag, køkken og vådrum leveres som færdige elementer på byggepladsen, hvorefter de opstilles og samles på få dage. Elementerne kan leveres med alle installationer indbygget, for eksempel el-installationer og vvs-installationer.

Typehuse er et eksempel på element- og systemhuse, der udføres som énfamiliehuse, rækkehuse og etagehuse.

Typehaller i stål eller i en kombination af stål og beton kan udføres på flere måder: fx med bærende betonfacader og indspændte rammeben eller søjler med tagkonstruktion af stålgitterdragere eller betongitterdragere, eller med bærende stålrammer med ikke-bærende facader. Spændvidder fra 30 til 45 m. Typehaller afleveres nøglefærdige og er meget anvendt til lagerhaller, produktionshaller, storbutikker og idrætshaller.

Erhvervsbygninger såsom fabriksbygninger, parkeringshuse, butikscentre, kontorbygninger leveres i stor udstrækning også som element- og systemhuse.

Drivhuse er lette konstruktioner, baseret på profilsystemer af metal eller komposit, inddækket af glas. Drivhusets funktion er at etablere og opretholde et klima, som gør det muligt at dyrke bestemte vækster, der stiller store krav til miljøet. Denne funktion kombineres ofte med andre funktioner, såsom vinter- eller udestue, pavillon, fugle- eller dyrehold m.m.

Betegnelsen pavillon blev oprindeligt anvendt om mindre fritliggende bygninger i en have eller park, der anvendtes som lysthus, restaurant, udstillingshus m.m. Men efterhånden bruges betegnelsen også om mere eller mindre permanente bygninger, opført til at opføre et akut pladsproblem ved fx skoler, institutioner og hospitaler. Disse pavilloner er tit lette, flytbare trækonstruktioner med flade paptage, udført i et modulsystem, så de kan bygges sammen til fx kontorpavilloner, beboelsespavilloner eller institutionspavilloner.

En nyere variant er containere af stål, indrettet på samme måde som pavillonerne, også som beboelsescontainere, men nemmere at flytte og transportere.

En skurvogn er ret beset en pavillon på hjul, så den kan flyttes. Skurvogne anvendes ofte som værkstedsvogne, mandskabsvogne, omklædningsvogne eller opbevaringsvogne i forbindelse med byggeprojekter, men kan også anvendes som midlertidig beboelse.


Nyhedsarkiv

Nøgleord: Elementhus, systemhus, typehus, erhvervsbygning, drivhus, typehaller, pavillion.